DIY: påskeæg med fjer

IMG_3585

Det er altid dejligt med nogle projekter i ferierne, og da jeg jo er så heldig at følge skolernes ferier, har jeg fri hele denne uge, hvor jeg kan få kreeret nogle af alle de idéer, der efterhånden har hobet sig op i mit hoved.

Forleden var jeg inde i en af mine ynglings interiørbutikker her på Amager, hvor jeg faldt over nogle fine påskeæg med fjer fra Madam Stoltze. De er rigtig fine at pynte med, hvis man ikke er til pynt, der skriger for meget af gul påskekylling. Jeg købte nogle stykker for at have lidt at kigge efter, og bestilte straks efter de fornødne materialer til at lave mine egne. Her er resultatet.

Alt hvad du behøver er:

  • æg i styropor eller flamingo
  • en pose med fjer (kan fås i mange farver)
  • natursnor
  • multilim
  • saks

IMG_3590Sådan gør du:

Klip alle de grimme ender af fjerene, så der kun er det øverste flotte stykke tilbage. Smør limen i en linje på ægget, der hvor fjeren skal sidde. Glat ud med fingeren. Læg fjeren på og glat det midterste stykke, så den sidder godt fast. Fjerene i siderne må gerne stritte lidt. Jeg placerer dem, så enderne vender i samme retning for det bedste resultat.

Det er et let projekt at gå til, dog med lidt øvelse. Det kan også laves med børn J Håber det inspirerer til nogle gode påskesysler.

IMG_3581

Nyt projekt: avokadoplante

 

IMG_2345

 

Jeg er som tidligere nævnt hoppet rimelig meget ud i den grønne bølge, der florerer i alle magasiner og på hylderne i diverse indretningsforretninger, og nu har jeg endda kastet mig ud i et “plant selv avokado” -projekt. Jeg har ikke specielt grønne fingre, synes bare at planterne er så fine, når de vokser ud, og jeg tænkte ved mig selv, hvorfor det dog ikke skulle kunne lade sig gøre for mig at få sådan en krabat til at spire?

En anden grund er, at jeg har fået den idé, at jeg engang i fremtiden må erhverve mig et kolonihavehus – og så må man jo starte et sted 😉 Nu venter jeg spændt på, om den vil spire, og jeg tror nu, der skal flere til samlingen..

Her er et link til en god side, hvor det er forklaret, hvordan man gør: http://www.plantedebat.dk/Topic-Sådan-får-du-din-egen-avocadoplante

 

IMG_2343IMG_2357

 

DIY: Rå kobberlampe

BB

Jeg har længe ledt efter en fed og stilet skrivebordslampe, men har ikke rigtigt kunne finde den helt rigtige. Enten var de lidt for standart kedelige eller lidt for ”fine” i designet til min smag. Den, jeg ønskede mig, skulle have lidt mere spræl og kant til vores meget hvide skrivebordsarrangement på kontoret. Jeg faldt for en superfin hjemmelavet kobberrørslampe, som @kreavilla engang postede en blog omkring, og besluttede mig for at lave en lignende. Den havde et råt og stilet udtryk, samtidig med at jeg er totalt vild med kobber!

Jeg tog hjem til Skagen på arbejdsweekend, for der bor min far, og er der nogen, der har grejerne i orden, så er det ham! Lamperne (for der blev to!) er lavet ud af oversavede kobberrør fra den lokale vvs’er, som jeg limede sammen. Dertil en tung træplade som fod i noget ædeltræ, jeg havde stående fra min sløjdtid på seminariet. Syntes resultatet blev ret godt, så derfor lavede jeg en ekstra til den anden ende af bordet.

Kreavilla har lavet en ret god step-by-step beskrivelse her: http://kreavilla.com/kobberlampe-diy/

Jeg har brugt nogle lidt andre mål (min er større), og så kastede jeg mig ikke ud i at støbe. Jeg købte en sort fatning, for synes det sorte er ret lækkert til kobberet. Den var ikke svær at lave, og kan varmt anbefale det som et lille påskeprojekt. God fornøjelse 😉

IMG_2038IMG_2094

IMG_1999